Grundet Lokalråd Vejle

Velkommen til Grundet Lokalråds hjemmeside

Vi vil på vores hjemmeside løbende holde jer informeret om hvad der sker i vort dækningsområde, her på hjemmesiden kan du finde informationer om lokalrådet, vedtægter, referater m.m. samt info om igangværende sager og projekter. I billedgalleriet kan du finde foto fra de tilsluttede Grundejerforeninger, tryk på den grønne knap

 LILLE GRUNDET HAR NATURSKØN BELIGGENHED    TÆT PÅ BYEN


Grundet er en populær bydel i Vejle, her er naturskønt men stadig med kort afstand til byen. Grundet ligger i det nordøstlige Vejle,afgrænset mod syd af bakkerne ned mod byen, mod vest af den smukke Grejsdal, mod nord af Store Grundet og mod øst af Horsenvej.

Et naturskønt område i kort afstand til fx den fredede kløft Grejsdalen samt Grejs Å. Samt store friarealer mellem husene, samtidig har Lille Grundet bl.a. skole, indkøb og fitness, og via stisystem kan du gå eller cykle de 3 km til Vejle centrum.

FLERE INDKØBSMULIGHEDER

I nærområdet ligger fx Nørremarkscenteret med bl.a. Netto, Lidl, pizzeria m.m. og 3 km herfra ligger Bilka og flere indkøbsmuligheder.

FAMILIEVENLIGT OMRÅDE

Lille Grundet har alt for familier med børn og unge, området er forbundet med cykelstier mellem de mange grønne friarealer. Her er både Novaskolen og Lukas-Skolen, og der er også flere daginstitutioner i området.
De større børn kan på et kvarters cykeltur nå fra Lille Grundet til bl.a. Rødkilde Gymnasium og Syddansk erhvervsskole, og der er også masser at give sig til i fritiden med fx Vejle Boldklub, Taekwondo Klub og Gorilla Park i cykelafstand.

LOKALE FORENINGER

I de enkelte lokalplanområder er der etableret Grundejerforeninger som varetager drift og vedligeholdelse inden for eget område. Grundejerforeningerne har etableret en velfungerende Antenneforening med det formål at sikre medlemmerne de bedst mulige priser på TV og Internet, det skal dog bemærkes at de nye projekter på Kobbelvænget (rækkehuse/lejligheder Birch Ejendomme) og Bakkebyer (rækkehuse/udlejning Niels Skov) ikke har ønsket at yde den service at give kommende beboer/lejere mulighed for at tilslutte sig Grundet Antenneforening og derved få adgang til landets billigste tv/internet-priser.

GODE TRANSPORTFORBINDELSER

Fra Lille Grundet har du kun få minutters kørsel til motorvejen, og på en halv time når du arbejdspladser i både Horsens, Kolding, Fredericia og Billund.


Den Grønne Vision
I 2020 blev der anlagt flere områder med blomsterenge og sommerfuglehaver som en del af Den Grønne Vision for Grundet. Det var Grundet Lokalråd, der vandt en konkurrencen, som Vejle Kommune havde udskrevet blandt lokalrådene i hele kommunen. Beløbet var på 500.000 kr., og en del af anlæggene ligger inden for vores arealer. Visionen er, at vi får langt større biodiversitet i området i forhold til tidligere, hvor der udelukkende var græsplæner. Vi skulle derfor gerne se mange flere sommerfugle, bier og andre insekter i området til gavn for vores frugttræer, for fuglelivet og også for at give os større oplevelser med naturen.

I de kommende år vil vi følge væksten på arealerne, da vi først skal have nogle erfaringer med, hvordan det udvikler sig. Der skal ske et høslet omkring 1. oktober hvert år, og vi skal have fjernet de næringsrige plantedele, når de har sat frø. Så det skal samles op og fjernes.
Beboerne må gerne klippe blomster til eget forbrug derhjemme, og man må også gerne indsamle frø til egen have, når planterne er ved at afblomstre. Der skulle gerne være rigeligt med frø til både næste års blomster på blomsterengene og til såning i de private haver.

Vi har også sat to "stærehoteller" op. Det er stammer med mange stærekasser, der står ved boldbanen og på arealet mod Grundet Ringvej ved træerne. Stærene skulle gerne spise en masse stankelben larver, så vi undgår dem i haverne.